Hanne Andersen

Hanne Andersen

Stresscoach, socialrådgiver & uddannelses-erhervsvejleder

60 87 47 60
hanne@tankliv.dk
facebook.com/TankLiv
@TankLiv
CVR:35 06 60 39

PLEASER eller OFFER

Skrevet Søndag d. 14 Oktober 2018 af Hanne Andersen


To sider af samme sag – en Case-Story 


Kvinden overfor mig er 57 år.

Hun har været sygeplejerske siden hun blev uddannet i sine unge år. 
Kun afbrudt af to gange barselsorlov for ca 30 år siden.
Hun har set det meste indenfor sit fag, men har nu i ca ½ år været sygemeldt med stress og gentagne smerter i højre knæ, højre fod og højre skulder. Men ved undersøgelser, har man ikke kunnet påvise en egentlig sygdom, fx gigt.

Hun mener, at det meget fysiske arbejde har slidt hende op i hendes led.
Hun har i de seneste par år også haft gentagne, banale infektioner i hals og bihuler.
Hun mener, at hendes immunforsvar er helt nede og, at det er derfor, hun er så modtagelig.
Som altid, vælger vi en ting ad gangen, men selvfølgelig med den der 360 graders opmærksomhed, vi altid bruger her.

Kvinden er højredominant. Det finder man ud af, ved at klappe hænderne helt naturligt sammen og se, hvilken tommelfinger, der ligger øverst. 

Den dominante side refererer til temaer omkring hendes:
Far, partner, omverden, økonomi og arbejde.

Hvorimod hendes ikke-dominante side refererer til hendes : 
Mor, barn og rede 

At hun har symptomer i sin dominante side giver os en pejling af, hvor vi skal søge en forklaring.

Symptomer i muskler og led er, iflg. META-sundhed, forbundet til en selvnedvurderingskonflikt.
Knæene handler om en selvnedvurdering i forhold til at kunne præstere. 
Enten fordi man er for fleksibel eller for rigid. (Medaljen har to sider)

Foden handler om at kunne stå fast eller gå fremad. 

Skulder handler om en for stor byrde.  Noget, man gerne vil skubbe væk eller en opgave, man ønsker at handle på, men ikke lige ved, med hvilken vinkel, man gå til opgaven eller ikke har lyst til.

Om de mønstre, vi har opbygget gennem vores opvækst eller venligst har fået overleveret fra tidligere generationer, fortæller hun, at hendes mor også havde dårlige led og blev invalidepensionist i en ung alder.
Men er det så bare arveligt? Og skal vi så bare lade den ligge der?
Vel er det arveligt, med vi er ikke vore forfædres gener. Når vi kommer til verden, er tavlen så at sige “vasket ren”
 Det vi arver er oftest et mind-set, som tænder samme ubalance i vore gener. 
Men hvad med far?
Hendes far var meget dominerende og det havde hendes mor jo bare “lært at leve med”.
Fra barn husker hun, at hendes far slet ikke interesserede sig for hende. 

Kun når hun kunne fremvise gode karakterer fra skolen eller var dygtig til gymnastik og håndbold.
Hun lærte tidligt, at skulle “ spille en  pleaser rolle”. 
Da hendes mor ofte var syg, overtog hun ofte nogle pligter i forhold til at sørge for, at hjemmet fungerede.
“Det var da det mindste, man kunne forlange”,  mente hendes far.

Derfor var det naturligt for hende at blive sygeplejerske, for  indeni hende var der en, der gerne ville hjælpe andre og give den kærlighed til andre, hun selv var i underskud af.
Ved at få gode karakterer, ved at hjælpe andre og spille sin rolle perfekt, mærkede hun ikke så meget den der “SULT” efter kærlighed og anerkendelse for den hun er og ikke kun for det, hun gør.

Hun blev tidligt gift og fik to børn,  men hendes mand forlod dem for “en yngre model” for en del  år siden. Og siden da, havde hun ikke haft lyst til at have en partner. 
“ Jeg kan klare mig selv”, siger hun.

De seneste års omstruktureringer indenfor hendes fag havde gjort, at hun for “at overleve” i det system, igen måtte påtage sig en pleaserrolle. 
Hendes empatiske evner til at kunne se og mærke patienternes tilstand og behov, måtte hun gemme helt væk. 
Når hun enkelte gange valgte at sidde lidt og holde patienten i hånden og bare snakke lidt, fik hun at vide, at hun måske var lidt over involveret.
Og så måtte hun please endnu mere, for at kunne holde trit med de flere og flere administrative opgaver de som sygeplejersker, var blevet pålagt.

Da ordet  “pleaser” kom på bordet, vækkede det straks genklang.
Når man pleaser og altså spiller en “rolle”, er man ikke autentisk.
Den, hun selv mener, hun er indeni, er ikke den, hun viser til andre.

 Derfor vil hun være nødt til at fortsætte med at please, da hun ellers tror, at hun kan blive udelukket af fællesskabet.
Når man er bange for at falde ud af fællesskabet, vil man være i det man kalder “det sympatiske nervesystems vold” også kaldet “flugt/kamp-nervesystemet.
Hun vil ikke kunne leve den person, hun er indeni. Hende, hun er inderst inde blev måske sygeplejerske for at please far, men først og fremmest fordi hun gerne vil give af dig selv til andre.
Når hun ikke får lov at holde patienten i hånden eller gøre det, hun mærker, patienten har behov for, står hun ikke op for sig selv. Hun holder handlinger, hun gerne ville udføre, tilbage fordi hun ikke ved,  med hvilken vinkel, hun skal gøre det og hun bliver for fleksibel eller rigid.

OPgaven er altså, at finde ud af, hvem det egentlig er, hun vil være. Stå fast og udføre det, hun står for, inderst inde. Skal hun så i stedet lære at sige nej? Konsekvensen kan jo blive en tjenstlig samtale med oversygeplejersken, men hvad er det værste, der kan ske ved det?

Selvfølgelig skal hun ikke bare blive en nej-siger. Det ville i så fald også stride imod hendes inderste.
I første omgang skal hun have stressen ud af kroppen. Det for hun nu nogle redskaber til.
Sideløbende skal hun øve sig i at stå op for det, hun inderst inde er.
Når hun inderst inde har lyst til at være kærlig og omsorgsfuld, skal dette mantra følge hende i enhver tanke og enhver handling. Og når hun udsættes for vilkår, hun ikke kan stå inde for, må hun øve sig i, at sige JA, men med en afgrænsning af, hvordan det kan gøres.
Dvs. “ Nej, det kan jeg ikke, men jeg kan det og det og det…”
Først da slipper hun pleaseren og  derved er hun heller ikke offer det, hun tror,  andre tænker om hende.
Når man er offer, afgiver man sin egen power til andre, som dermed kan afgøre om hun kan få den livskvalitet, hun selv ønsker.
Pleaser og offer er altså to sider af samme sag og ofte en automatpilot af et adfærdsmønster, man har taget med sig fra sin opvækst i langt højere grad, end den genetiske arv.
Det tager lidt tid at ændre automat adfærd, men jeg glæder mig til at følge hende fordi, når hun bringer pleaser adfærden til ophør, tror jeg, at hun får det bedre i både fødder, knæ og skulder.