Hanne Andersen

Hanne Andersen

Stresscoach, socialrådgiver & uddannelses-erhervsvejleder

60 87 47 60
hanne@tankliv.dk
facebook.com/TankLiv
@TankLiv
CVR:35 06 60 39

Et nyt år - en ny start - et nyt liv

Skrevet Søndag d. 4 Januar 2015 af Hanne Andersen

Først vil jeg ønske alle et godt nyt år og sige hjertelig velkommen til alle jer nye, som er følger TankLiv  

Foruden at yde konkret stresscoaching både individuelt og i grupper, giver jeg mig af med at dele den viden, jeg selv er kommet i besiddelse af, gennem mange års erfaring og efteruddannelsesforløb. 

 

Med tilladelse og selvfølgelig i anonymiseret form, vil jeg dele en  klienthistorie med jer. Lidt i forlængelse af min seneste artikel om, hvordan vores adfærdsprogram eller autopilot, som vi har tillært os gennem vores opvækst, kan være årsagen til en lang række folkesygdomme.

 

Der findes i dag flere og flere forskellige forskningsresultater, som peger på, at tanker og tillagte overbevisninger får betydning for, hvordan vi coper med de fysiske "angreb", vi alle dagligt udsættes for. Man kan sige, at hvis vi alle var modtagelige for disse angreb af virus, bakterier, svampesporer, kemi og allergener, ville vi jo konstant være syge. 

 

Det, der gør, at vi på trods af disse angreb, kan holde os sunde og raske, ligger selvfølgelig i vores individuelle immunsystem. Men når immunsystemet ikke virker som det var hensigten fra naturens side, bliver vi invaderet. En af de væsentligste grunde hertil er stress.

 

Stress er vores alarmsystem, som tænder for sine hovedkontakter, når vores liv er i fare. Men hvorfor tænder disse kontakter så selvom vi ikke er i livsfare?

 

Astma, hjerte- og allergiproblemer forårsaget af stress pga. sin hjælpsomhed

Kvinden som sad overfor mig var en 55 årig kvinde, som i 23 år havde været ansat som receptionist i en større offentlig virksomhed, hvor man var igennem en større omstrukturering og fyringsrunder.

Kvindens placering i front gjorde, at hun blev "holdeplads" for manges frustration. 

 

Af natur var hun meget hjælpsom og lagde gerne ører til. Men undervejs blev hun ramt af lungebetændelse, kronisk broncitis og astma, som hun dagligt får medicin for.

 

Hun havde en del sygefravær og var samtidig bange for selv at blive fyret.

 

Hendes eneste søn var flyttet hjemmefra og boede sammen med sin kæreste. Forholdet til svigerdatteren var allerede fra starten meget anstrengt. Det var som om, de aldrig var kommet ind på hinanden. Hun mente selv, at de havde meget forskelligt syn på mange ting.

 

En akut indlæggelse med hjerteproblemer, hvor man troede, hun havde en blodprop i hjertet, blev afblæst, men førte til endnu flere udredninger, afventen og sygefravær og det endte med at hun blev opsagt.

 

Nu fulgte en lang periode med sygedagpenge og ansøgning om førtidspension, som i sig selv var meget opslidende. Der var ikke nok i de lægelige papirer til, at hun kunne betragtes med varigt nedsat arbejdsevne og hun deltog i flere afklaringsforløb og såkaldte "tilbud".

 

Hendes søn og svigerdatter havde nu købt hus og hun ville gerne hjælpe så godt hun kunne. Der blev knoklet for, at få både det nye hus og den tidligere lejlighed kunne komme i orden på kort tid, så de unge dels kunne bo i huset og samtidig skulle lejligheden jo være klar til de næste.

Under hele flytningen oplevede hun sin svigerdatters totale inaktivitet. Alle andre knoklede, mens hun bare satte sig ned eller gik rundt og talte i telefon.

 

Hendes allergiske symptomer forværredes og nu fik hun også hudproblemer med nældefeber og eksem. Hun tålte ikke længere lugte af f.eks maling, lim og parfume. Hun fik det så dårligt, at hun en dag besvimede og i faldet, slog hun sin højre skulder ind i en radiator.

 

Der findes nok ikke et enkelt svar på alle disse tilstande, som kvinden lider under. Men set fra min stol, altså ud fra et stress synspunkt, dukker det op, at kvinden jo bliver invaderet.. Eller man kan sige, at med sit eget adfærdsprogram, lader sig invadere.

 

Jamen er det så bare hendes egen skyld ? 

 

Vær opmærksom på, at her taler vi slet ikke om skyld!

Hvis kvinden ønsker at styrke sit immunforsvar mod invasionen og få det bedre, er hun nødt til at forstå de dybe sammenhænge mellem vores psyke og vores fysik.

 

Vores tanker, vores neurale netværk og hormoner deler samme krop 24 timer i døgnet. Så når vi bliver invaderet på vores psyke, sætter det sig i kroppen, hvis vi altså ikke kan cope med situationen. Dvs, at vi  har en løsning. 

 

Når kvinden befandt sig i en psykisk atmosfære, hvor hun blev invaderet af andres frustration, uden at kunne finde en løsning, fordi det ikke var hende, der havde inflydelse på fyringerne, blev hun den, som alle hældte vand ud af ørene til. 

Det er for mig klart, at hun der blev ramt på sine lunger. Lungerne repræsenterer vores indtag af liv igennem den luft vi indtager. Vi indtager så at sige det fysiske liv, men så sandelig også den psykiske atmosfære, vi indånder.

 

Hvis hun skulle have copet med situationen, skulle hun have sagt fra.

 

F.eks. ved at sige: "Jeg forstår din frustration, men jeg er ikke det rette sted at komme. Du må gå til ledelsen eller tillidsrepræsentanten. Jeg kan ikke hjælpe dig". 

 

Når kvinden ikke får sagt fra på rette tid og sted, er det det samme som at lægge ud til andre, hvordan hun skal have det.

Mange gange er vi tilbøjelige til at lægge ud til andre, at have magten over os. Hvis vi f.eks. har et adfærdsprogram, hvor vi hele tiden selv, lægger vore forventninger ud til andre, får disse andre en magt over os. Det kan være lægen, sygedagpengesystemet, kollegerne, din ægtefælle eller børn og svigerbørn. 

Huden er det første vi møder vores omverden med og repræsenterer på det psykologiske plan vores evne til at skelne selv fra ikke selv.

 

Det vil sige, at når vi udsættes for frustrationer, som ikke er vore, kan vi have svært ved at adskille, hvad der reelt er vores og hvad der er noget, der kommer til os.

 

Det gælder såvel på det psykiske som på det fysiske plan. Vi bliver så opreguleret i alle vore alarmsystemer, som arbejder på højtryk for at undvige invaderingen i huden.

 

Når f.eks. histaminet reagerer får vi en allergisk reaktion. Typisk i huden, men også i slimhinderne. Og så er vi tilbøjlige til at give fødevarerne eller noget i luften skylden. 

 

Men hvad kan vi så gøre, når vi som kvinden her er blevet så ramt?

 

Det første hun skal gøre er, gennem det man kan kalde personlig udvikling, at lære sig at cope med situationer, som invaderer hende. Først og fremmest ved at lære sig, at mærke, hvornår hun bliver invaderet og så sige fra.

At konfrontere på en kærlig måde er der ingen, der bliver sure over. Men hvis kvinden, i sit adfærdsprogram har den overbevisning, at hun er sådan en, der skal hjælpe alle med alt, for selv at kunne føle at være god nok, vil hun måske ikke kunne sige fra og konfrontere det hun mærker.

 

Og det hun mærker, har hun måske gemt langt ned i underbevidstheden. 

 

Den helt aktuelle situation med den "dovne" svigerdatter er et godt eksempel på, at vi bliver syge af, at lægge vore forventninger ud til andre og så blive ramt af en frustration, som rammer os helt ned på celleplan, når vores forventning ikke bliver indfriet. 

 

Kvinden må altså arbejde med, at bringe sine forventninger til andre helt til ophør. 

 

HAV INGEN FORVENTNINGER TIL ANDRE, MEN INDFRI DINE EGNE BEHIOV

 

"Jamen det er vel det mindste man kan forvente osv. osv. "

Hun er nødt til at lære at indfri sine egne behov og lade andre om deres. Ellers kommer hun ikke videre. 

Svigerdatteren kan have en million gode grunde til at reagere som hun gør. Men har du lovet at hjælpe andre med noget, så GØR det du har lovet.

 

Spørg f.eks.: "Hvad kan jeg hjælpe med" og svar så på, om det er noget du kan og vil. Kan og vil du det, må du lade andre om at gøre, hvad de kan og vil.

 

Men aldrig med en forventning om, at du skal have noget tilbage. Ægte hjælpsomhed er ikke en købmandshandel, hvor vi skal forvente at få tilbage.

Når du har hjulpet uden at forvente, kan du, måske udmattet, men tilfreds med dig selv, lægge hovedet på puden om aftenen og mærke, at du ER god nok. 

 

Ved at blive opmærksom på og lære at bringe det til ophør, som ikke tjener hende i sit tillærte adfærdsprogram, vil kvinden helt sikkert få det bedre. Men det kan tage tid at ændre gamle mønstre og tillærte adfærdsprogrammer, men jeg er sikker på, at hun vil nå i mål.

 

Hun er allerede godt på vej og derfor kan hendes historie fortælles videre ...